StreetArt eller gadekunst kan afgrænses på flere måder. Beskrivelsen her
kan derfor ikke betragtes som udtømmende eller præcis, som det tilsvarende
er tilfældet for definitionen af kunst generelt. Nærværende definition
tager fortrinsvis udgangspunkt i en post-graffiti definition, dvs. en
række stilarter, som er blevet markant mere synlige i gadebilledet siden
1990'erne. Stilarterne adskiller sig betydeligt fra den traditionelle
graffiti, som blev synlig i Danmark i starten af 80'erne, blandt andet
ved sin placering, hensigt, teknik/stilart og legitimitet/offentlig appel.
Gadekunst er indenfor denne forståelsesramme "...all art on the street
that’s not graffiti" . Gadekunst kan beskrives som ukontrolleret
(af anden part) og ukurateret kunst i det offentlige rum.
Gadekunst henviser i ordets forstand til kunst udført på gaden, dvs.
i det offentlige rum, men det offentlige rum har som sådan ikke en nøje
afgrænsning, og hvorvidt et værk er gadekunst eller ej, kan derfor være
svært at definere. Værker, som betragtes som gadekunst, er typisk placeret
så de er synlige i det offentlige rum.
Mange af de kunstnere, som beskæftiger sig med gadekunst, og herunder
særligt de kunstnere, som med tiden er blevet mere etablerede og
professionelle, udstiller også kuraterede værker, og værker af Keith
Haring, Basquiat og Banksy bliver solgt på auktioner til priser i
million-klassen. Når gadekunstnere udstiller værker på gallerier, kaldes
det derfor ofte i stedet "urban kunst", hvilket også henviser til, at
gadekunst fortrinsvis er et storbyfænomen. En af de betydelige forskelle
mellem placeringen af et kunstværk i et galleri eller på et museum og
placeringen udendørs i det offentlige rum, er værkets mulighed for at
spille sammen med omgivelserne.
På et museum er værket for det meste bevidst afskåret fra dette.
Et værk i det offentlige rum vil derimod blive oplevet sammen med
omgivelserne, hvilket gadekunstnere ofte udnytter, og blandt nogle
gadekunstnere og beskuere af gadekunstværker, er det dræbende for
gadekunsten at forsøge at trække den ind på gallerier. Kunst i gadebilledet
bestod førhen af skulpturer og monumenter, ofte udført i sten og metal,
for at kunne modstå frost, nedbør og udstødningsgas i mange år.
Anderledes forholder det sig med gadekunsten, som sjældent bevares i
mere end et par år, og typisk kun i få dage.
Traditionel graffiti bliver i høj grad betragtet som en kultur, der
handler om at promovere sig selv. Anerkendelsen som graffitimaler opnås
ved at udbrede sit navn og vise dygtighed i anvendelsen af teknikker med
bogstavers form og brug af farver. Gadekunst er ikke nødvendigvis afskåret
fra at handle om anerkendelse ved at blive set og ved at udvise teknisk
dygtighed, men gadekunsten har ofte også andre hensigter. Nogle teknikker og
stilarter, såsom yarn-bombing, lego-bombing og perleplader, udtrykker ofte
signaler om forskønnelse, optimisme og naivisme. Her er budskabet ofte, at
gadekunsten kan forskønne et ellers anonymt og trist bybillede. Andre
teknikker og stilarter, såsom stencils, paste-ups og gadeskulpturer, kan for
så vidt godt have den hensigt at forskønne bybilledet, men udtrykker ofte
udbredelse af budskaber og holdninger gennem ord og billeder.
Når noget af gadekunsten har til hensigt at forskønne, bliver den nemmere
at tolerere, men bliver samtidig også beskyldt for at mangle kant. Der er
en forståelse af gadekunst som noget der giver noget til byen. Budskaberne
i gadekunsten kan være mange, men ofte behandler de emner såsom kapitalisme,
forbrugskultur, magt, korruption, totalitarisme, religion, humanisme,
fremmedgørelse, overvågning, sexisme, forurening, fattigdom, med andre ord
ethvert politisk og systemkritisk tema.
